- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Mad, Tro, Mening & Fællesskab

Mad, Tro, Mening & Fællesskab
– Et nyt tiltag i Dianalund kirkerne
Har du lyst til mere fællesskab i hverdagen og lidt flere samtaler om de store spørgsmål?
Dianalund kirkerne vil gerne invitere dig med til et nyt initiativ: Vi starter en gruppe, hvor vi mødes om to ting: God mad og spændende læringer og samtaler med udgangspunkt i bibelen.
Gruppen er ikke en “skolebænk”, men et fællesskab, hvor vi lærer sammen og beriger hinanden med vores forskellige livserfaringer.
Hvordan ser en aften ud?
Kl. 17:30: Vi starter med at spise sammen (det er svært at tale på tom mave!)
Fælles bøn: En kort stund med ro og eftertænksomhed
Bibel-emne: Vi ser på en bibel-tekst sammen. Det er “bibel-studie” i den forstand, at vi læser i bibelen og lærer fra den – men det er ikke en “skole”. Vores fokus er på at lære sammen og i øjenhøjde, og at vi beriger hinanden i samtalen.
Kl. 20:00 – 20:30: Tak for i aften.
Plads til alle (også dig!)
Her er ingen “rigtige” eller “forkerte” svar. Uanset om du har læst Bibelen fra ende til anden, eller aldrig har åbnet den, er du præcis lige så velkommen. Vi mødes med respekt for vores forskelligheder, og alle indgår i gruppen på lige fod.
Det praktiske
Hvor og hvornår: Onsdage i lige uger (start 18. Februar) i præstegården. Start kl. 17:30 og slut 20:00 (allersenest 20:30!)
Frihed: Du er ikke “stavnsbundet”. Kom hver gang, en enkelt gang eller når det passer i din kalender
Mad: Af hensyn til gryderne vil vi gerne have besked, hvis du kommer (men det er vigtigere, at du dukker op, end at du har husket tilmeldingen!)
“Vi samles ikke som eksperter, men som mennesker, der vil hinanden, troen, samtalen og livet.”
Vil du være med? Ring eller skriv til Alexander (præst) på 52706123 eller alsc@km.dk